Hun var saa ny i Gadernes Tummel, hvor der sker
det halve, som er sagt i slemme Bøger,
en By som Babylon i Kultur: med Mausolér,
Teatre, Slotte, fyldigstore Skøger.
Ti tusind Mile borte de sorte Racer bor,
der er som Skøger ganske fri for Kummer:
de spiser Kød og jodler, men Sproget fattes Ord,
og imod Nat af Sprognød de forstummer.
Med mange Sprog og Haandværk i brede Stæders Flor
Kundskabens lyse Børn som Solen skinner;
dog græder de og græmmes, raaber i Kirkers Kor
paa Gud — og elsker deres hvide Kvinder.
Og naar det mørknes, Husene stejlt og oplyst staa;
i Gaderne er Skridt med Stemmer blandet.
Og her løb hun paa Simon og fik ej Lov at gaa
et Efteraar, som Folk tog ind fra Landet.
Med Hatten skæv og Sløjfe ved Halsen, blød og let,
var Mina vims fra Næsetip til Hæle,
et Barn med Kvindes Form, i Undselighed koket,
gylden af Elud, med ømt bedrøvet Mæle.
En Kat med kælne Øren og højt forvorpen Smag,
blaaøjet, Haaret brunt om Panden kruset,
som hun kom fra sin Købstad en hed Septemberdag
til et Par gamle Folk som Barn i Huset!
Saa mild og ung og fyldt af et nyhedssygt Begær
gad Frøken Mina vidst og gad vel vove:
om det var smukt og Simons de mange Taarer værd,
hvis han fik Lov i hendes Kurv at sove —
Hvem husker mer: hvor tidt hun blev vred og løb sin Vej
til Simon var en Ynk, saa sær og saarlig,
og da er det med Kvinder: de kan ikke sige nej,
naar én er ung og beder for alvorlig.
Jeg véd kun om en Aften, han fulgte hende hjem
og brast i Graad, da just han vilde trodse, —
at sirlig hun et Lommetørklæde tog frem
og tørrede ham kønt: «-- Din lille Tosse!»