Jeg traf en Skønhed fra Firsernes Dage
lidt sprukken i Gipsen.
I Ungdomstiden hun dyrkede Drachmann,
Jacobsen, Ibsen ...
Da Drachmann opgrov en Marmorstøtte,
da var hun et Krater,
som fyldte med Røg for den nye Digter
Salon og Teater.
Da slog hun selv som en Røgsky i Vejret
hed og forblindet.
Hvad hjalp det nu — var hun ung af Sindet,
gammel i Skindet —?
Hun hører aldeles uden Forventning,
hvad nyt man forkynder,
og ser ikke mer en Profet i den første
den værste Begynder
Hun siger: „Vor By er i mange Dele
bleven umulig.
At nogen kan lide X. X., naar han spiller!
Jeg finder ham grulig.
„Jeg ser, at de kalder Y. Y. for en Tosse,
det synes jeg osse.
Men rose P. P. for det Nonsens, han skriver,
det kalder jeg Iver.
„Den hele Stad er jo nu saa forstyrret
ej mer til at kende,
som ingen af Husene stod paa sin gode
og rigtige Ende.
„Jeg synes, en By, hvor man føler sig hjemme,
den lader man ligge.
De venter maaske her skal komme Turister,
det tror jeg nu ikke ...”
Den fejrede Skønhed fra fordum, hun følger
med Nutidens Moder,
og fri for Idoler hun nyder des bedre
de jordiske Goder ...
En Del af sin Velstand hun misted ved Krigen,
men bjerged en Grunddel.
Hun bød mig paa The Klokken Fem — i sin Villa
ej langtfra en Runddel.