Min Skat var blond. Hendes Øjnes Blik
lo frem som Fugle i sommerlun Strand,
og vi var Venner — men naar jeg gik,
hun spotted mig: »Daarlige Mand!«
Saa kom vi af Takt i vor Kærligheds Vals.
Jeg knælede: »Straf mig, ifald du kan!«
Da tog hun mig grædende om min Hals
og kyssed mig: »Daarlige Mand!«
Min unge Skat jeg i Harm forlod
og flakkede fremmed og ene om Land.
Jeg ejed en Skat, som var ung og god.
Hun elsker sin daarlige Mand.