I Døvstumgaden i Paris
dér laa et lille perlemalt
Hotel med Sol paa Gadens Flis,
men inde var der skyggesvalt.
— Aah Gud, hvor der blev talt, blev talt!
i Døvstumgaden i Paris.
Det er en solhvid Akvarel
det lille smilende Hotel.
Her skrev, her gav han Avdiens
til Fremmede paa festlig Vis,
men gav — med Hjerte, som en Vens —
for mig sin Spøg og Sorg til Pris.
Han ænsede hver Bagatel,
som var han Amtmand i sit Amt,
fra Værtens Pengesorg og Held
til Kokkens Dont i Køknet, samt
Mamsellens Bryllup — hver reel
Bekymring, hvoraf En var ramt.
Ej blot det nære blev han vaer.
Han tænkte paa din Far, din Mor,
og gav aarvaagne Raad og Svar.
Og mangt han af enhver erfor —
om Lykke, som man har paa Jord,
og Lykke, som man ikke har.
Fra Dreng saa Imperator-klog!
skabt til at tyde Livets Bog
som Kejserinders Skriftefar ...!
Et Menneske — sit Hjertes Nar —
hvem intet menneskligt bedrog
i Livets lange Narretog.
Han var saa sund, han var saa syg,
saa overstolt, saa træthedsmyg.
Berømte Mænd — og Damer, kom
og hilste Aandernes Gesandt:
Det ligned Hellas, ligned Rom,
naar Cæsar var Komediant.
Det var et letkøbt Drilleri
at spotte med hans Adelskab.
Ved Siden af en agtet Stab,
som ejer Formens Liberi,
var han en Aand, hans Form var Aand,
en født Markis!
Hans Gavmildhed var underfuld,
det var kun faa, der evner sligt,
at give uden Gods og Guld.
Han gav med tomme Hænder rigt,
saa smertemild, saa glædeshuld,
at hver en Gave blev et Digt.
Vi saa, hvorledes han bestak
os snildt ... og modtog det med Tak.
Han spurgte unge Mænd, som kom,
om den, de helst gad tale om.
Han satte i en Kvindes Haar
en Blomst — det har hun husket Aar.
Saa rig en Ødslen er ej set,
han gav dem Genialitet,
og intet er saa dyrt omtrent
som det, at tro paa Folks Talent.
De tog imod Talent, Geni,
gik hjem og fraadsede deri.
Han gav dem af sin egen Ild,
han gav dem Glimtet af Geni,
som i hvert Menneske er til.
En Dag han lo af Sejer vild:
— Men blir jeg derfor nogen Helt
ved Øresund og Store Bælt? —
Jeg saa Bagtalesygens Em,
som ofres vildt til Løgnens Bâal —
og udbrød: »Man kan sværte Dem
fra nu til Hanegal,
om De var grum som Nero
og Heliogabal —
De har, omend De kaldes svag,
en Disciplin, en barsk Moral,
en Hjertets Selvtugt uden Pral.
Jeg vil forsvare Dem en Dag,
om De var grum som Nero
og Heliogabal!«
— Aa Gud, hvor der blev talt, blev talt!
Det er en lysvild Akvarel:
det lille perlegraa Hotel,
i Døvstumgaden, skyggesvalt,
der, skabt af Støv, er lagt i Støv
med fjerne Somres svundne Løv.
— — — Af Jord du kom og blev til Jord — — —
Hvem kan vel tro det Dødens Ord!
Nej, i sit hvide Hus han bor.
Se paa den frosne Rudes Pragt,
betragt det rene Palmeflor,
som ene gror ved Kuldens Magt.