Jeg syntes, i en Baad jeg lod mig glide
ad Flodens Strøm ud mod det vage, vide.
Der skinned Søndagssol, og Blomsterkæder
bekransed begge Bredder, mens en Hær
af glade Mennesker i Sommerklæder
stod mylrende og vinked fjærnt og nær.
Og Kvinder stod der, baade bly og kække;
jeg syntes, blot jeg skulde Haanden strække!
jeg syntes, fik jeg bare Modet samlet,
fik vovet! ... vilde Lykken være tro.
Forskræmt og ung og op paa Toften famled!
En Haand blev rakt mig — Baaden rummed to.
Hun sad saa frisk, saa net i Søndagsstadsen
og smilte overgivent til Sejladsen.
Jeg var en tankefuld, forelsket Fange,
som tavs mig hælded over Baadens Rand.
Hun lo og nynned kaad al Verdens Sange,
og ved den næste Bro sprang hun i Land.
Og atter gled jeg mod det fjærne vage.
Jeg sad en Stund og stirrede tilbage.
Og Himlen skyedes, jeg frøs og sitred,
jeg følte det, som om min Ild gik ud,
jeg følte, som om Nerverne forvitred,
og jeg sad énsom, haabløs, uden Gud.
Det falmede omkring mig: Blomsterkæder
og Søndagssol og Smil og Sommerklæder.
Jeg lod det bort for mine Øjne svømme,
jeg kunne ikke gribe, var ej fri.
Det kaldte ofte blidt i mine Drømme,
men naar jeg vaagned, var det langt forbi.
Det svømmed bort. Jeg bar jo Slægtens Mærke:
her staar vi frejdige og drømmestærke,
her staar vi med vor Lykketrang og haaber,
at alt skal gives af sig selv en Dag.
Men Sejrens Guddom flaner ej med Taaber,
som tror at kunne vinde uden Slag.
— Og se, som dette Myller bag mig døde,
jeg sejled dog en Lykkehavn i Møde.
Jeg havde drømt med egen Lov at eje
min egen Lykke var min egen Strid;
— jeg fulgte Strømmens brede Bølgeleje
og takker Strømmen, at jeg naaed did.
Dog du skal ingen takke, men besejre
dit bange Sind og lære dig at fejre
din egen Fest — ja, lær at triumfere!
Og held dig, glade Ungdom, om du fik
af Følelsernes klare Jævnhed mere
og mere Handlingernes Romantik.