Men han blev ældre
og opfyldt af Lede —
Men han blev ældre og opfyldt af Lede
ved alle Slags Sejre — de magre og fede. —
Man sejrer saa tit, at man ophæver Grænsen
fra ønsket til Maalet...Og se Konsekvensen
i en hæftig Debat eller midt i en Krysten —
han savnede Hadet, manglede Lysten.
Han stod vel som Bødlen beredt til Slagten,
men nød ej Fornedrelsens Sødme, Foragten,
som er Nøglen til Æren og Riget og Magten.
Da ønsket alene er Vejen til Maalet,
han stod som en Mand, hvis Rekord man har stjaalet.
Han stirred paa Himlen, der kimed af Lærker,
og Jorden, der vrimled af Landsmænds Værker.
(Napoleons Ørn maatte ta’e Residens
paa en Ø... da selv han havde ønsket sig læns,
et Bytte for Ørnenes Impotens!)
Da traf Journalisten den ledeste Kvinde
af alle de lede, som var at finde.
En Lystens og Lasternes Velynderinde,
der gemte med tætvævet Slør nedom Hagen
et vansiret Ansigt og aldrig om Dagen
voved sig ud over Gadernes Brede,
men lydløs som Flagermusen, der skjuler
sig Døgnet igennem i slimede Huler,
maa idelig kredse, naar Solen er nede.
Hun syntes en fuldgyldig Repræsentant
for Fulhedens Fyrste — en Storsynderinde
med Øjne, som sært under Sløret skinne,
mens rig og hæslig i sælsomme Klæder
hun flygted til Spot gennem Lande og Stæder...
maaske en Berømthed, mulig en Stakkel,
der dødssyg haaber et ydmygt Mirakel —!
Men hun gav ham et Nik, ved hvis Alvor han skælved.
Hun gav ham et Nik som en Parce, der lover
venligst at klippe hans Livstraad over,
og han følte, nu stod han, hvor Porten var hvælvet,
paa det øverste Trin af Trappen til Helved.