Og hin Journalist, som var kry og besat,
greb strax uden Omsvøb Almenheden fat.
Han brugte hver Frase, naar blot den var fed nok,
hver Haan, naar den blot var forpestet og led nok.
Han ligned en Gang i et Mod uden Grænser
sig selv med den vittigste Athenienser,
hvem han skænked en Titel — maaske for almen —
»Aristòfanes... Journalist i Athen!«
Han skildred i Bladet »den gamle Hedning«
som en Ven, som en aandsbeslægtet...som én,
der søled sig glubsk i hver Rendesten
»for at kende alt Skarn, hvoraf Byen lugter,
og siden blive dens rædsomme Tugter.«
Saa mangen blev træt af at løse og hægte
den Hustrus Korset, han som ung tog til ægte.
Men faa kan som hin Journalist skifte Vinkel
og slippe en Lykke, der blev os for spinkel ...
Hans Hustru gik bort for at opsøge Lykken —
Der var en Fordom, han strax vendte Ryggen;
han skrev: »Der er skrevet for meget om Lykken!...
Kun Taaberne tror paa det korte Bedrag
og haaber at fange et Solstrejf en Dag,
men senere optræder Vanen og Driften
lidt hverdags og tilføjer Efterskriften...«
Han skrev, at han opgav at være ren
for at blive i Hast desmere almen!
Han ytrede fornøjet — »Vor krasse Mandhaftighed
forlanger i Suppen lidt Sul og lidt Saftighed«;
jeg ønsker at bruge hver Lyst eller Last,
som blot for en Time kan holde mig fast!
Metoden har ført mig til aandfulde Farter
blandt alle de sælsomme Menneskearter;
jeg tilstaar, jeg attraar at rive itu,
hvad andre havde holdt sammen til nu:
den løjede Dyd med dens hellige Spænder
og Bæltet om Skønhedens ukyske Lænder...
Jeg elsker Synet af Smærten og Svien
— (og vedgaar det aabent) — men intet af alt
er skønt som Fornedrelsessympatien,
der tænder sit Lys dér, hvor Lovene ender,
hvor godt og ondt sidder sammen som Venner...«
Den sande Skribent har ej Ro eller Rist,
før han sætter en Verdensrekord til sidst.
Men Offerblod kræver den aabne Scene
af Martyr, af Helt eller skøn Magdalene.
Han vidste, det gælder at staa — eller falde
saa dybt, at man bliver Exempel for alle.
Det er Fremtidens Gud, som bebor det Almene.
Den Mand var i hvert Fald slet ikke fersk.
Og Kvinderne bad ham: Betving mig og hersk!
Saa smæded han Mænd og var Ven med hver Kvinde.
Bestemt paa at søge et Maal, som var stort
— og derfra, om muligt, til Fremtidens Tinde —:
han agted af almene Hensyn at finde
de tabte Veje til Helvedes Port!