En Strøm — naar den er vakt — kan ikke helt forgaa
thi Kyssets Magt vil alle Kræfter tænde,
og Lyn vil slaa i Jorden eller blusse i det Blaa,
og Lyn vil lyne rundt til Verdens Ende...
Det gik til sidst i Marts eller hen i April
(thi Engene bar Græs og Pilen Rakler),
da Mina skrev og opgav Adresse — hvis du vil?
Et Solskinsbud for foraarssyge Stakler!
Men du skal ikke komme, hvis ikke du har Lyst,
stod der til Overflod. Aa disse Skælmer.
de kradser et Par Ord fuld af Retskrivning og Trøst,
saa ved de, man har Lyst og ikke helmer —
Saa var hun ikke landet i Ægteskabets Ørk,
men hos en ni og tvve aarig Tante
i Smallegade — Syerske, højhjærtet, mørk,
af disse rappe, ranke, brilliante...
Den strenge Jomfrutante, som var saa klog og god,
holdt Vagt og tordned’ for de to forfløjne,
men havde svage Stunder, saa Simon ej forstod
de kaade Ord og de to sære Øjne.
Og Mina, Pigebarnet med den rastløse Sjæl,
skal atter lære Dyd og gode Sæder
af denne tapre Kvinde, der var En Synder selv
og endnu drømte — ak! — om skønne Glæder.
Paa Søndag Formiddage med Sol i smaa Allér
med Haver om den vedbendmørke Villa,
hvor gennem aabne Vindver man skimter et Klavér
og slanke Frøkner klædt i Blaat og Lilla,
da Luften er saa ren, mens de grønne Lindes Fnug
besaar Chausséens Sol-indslyngte Skygge,
da en fortrolig Frokost med Kvinder er saa smuk
i stilhedslyse Stuers Sommerhygge,
sad Simon og drak Kaffe. Den ferme Tante lo
og slap sig løs i vovelige Tanker,
mens Mina fix og fuldformet, i to nye Sko,
med tause Planer over Gulvet spanker.
De tog i Skoven med ham og trak ham under Spøg
som Nymfer ind ad grønne Sommerveje
blandt ferske Anemoner, hvor Sukket af en Gøg
blir Sang og Fauner blæser paa Skalmeje.
Ved Skodsborg havde Mina nær bortført en Cyklist,
som laa med sønderbrudte Hjul og Eger —
og havde nær i Vedbæk, hvor de spiste tilsidst,
fordærvet Kelneren, som var ... en Neger.
Og Pinse-Mandag silde, som, én ved hver sin Arnn
de fulgte ham fra Togets Larm og Bulder,
den kække Tante støtted sig lidt viljeløs-varm
og hvilte sine Læber mod hans Skulder —
Hun bøjed Panden fra ham: «Bryd dig ikke om mig!»,
og puffed ham til Mina med et eget
stilfærdigt Smil, der sagde: «Jeg véd, I skønner ej
paa hvad I har, før I har altfor meget!»
Men Mina gik og smilte som den, hvis Væsens Dyb
omfavner alle Former høje, lave,
som dristig kysser Palmen og det usleste Kryb
og alle Dyr i Edens store Have.
Saa fik han kysse Mina til et ørkeløst Godnat,
hvor knapt han hendes Hals og Bryst tør forske.
Bort med en nær Fortrolighed, altfor sød og plat,
men disse plumpe Omsvøb dette dorske...!
Natur maa stundum sejre i Sager af Natur,
og tør man ogsaa et Par Hægter løse
og se en Barm, en Skulder med fin og ung Kontur,
forguder dobbelt man de flinke Tøse.
... Med et umuligt Ønske drev Simon hjemad sent:
han nød endnu den underlige Dulmen
ved Tantens tause Mildhed ... og ønsked den forént
med Minas unge stolte Marmorsvulmen.