I
En sludfyldt December med hujende Blæst,
som om Byen og Havet holdt Skabelsesfest,
med Rusken og Hvin af den yderste Dag,
naar alle Porte gaar op med et Brag,
med Vindstød og Tuden af vaade Hunde
og Stormflod og Skibbrud i alle Sunde.
Hvor langt man end kastes, hvorhen man end flyr,
bestandig foroven de ilende Skyr.
Og den, som ej kender et Sted at ty ind
for at varme sin Ryg, for at tørre sit Skind,
og ejer slet ikke en Hule,
hvori han sit Hoved kan skjule,
han føler sig nøgen som Adam omtrent
paa Jordens dyndvaade Fundament.
Der gik en Poet foran Menneskers Dør
og tilbød dem Verden mer rig end før.
Han loved dem Verden mer vild og ren
naar Stormfloden først havde raset ud
en Strandbred med blinkende Sand og Sten.
Han loved en Verden mer ren og vild
end det sydende Hav og den lutrende Ild.
Han loved en Verden, en Verden fra Gud
i den straalende Sol og tilsidst en Grav
ved det svale Hav.
Der gik en Poet foran Menneskers Dør
og tilbød dem Verden mer rig end før.
De mildeste saa paa hans Drømmespind
og tænkte paa andet og slap ham ej ind.
De strengeste saa’ paa hans dryppende Kappe
og viste ham Vej til en Nabos Trappe.
II
Naar Taage faldt paa og det dryssede smaat,
han gik i den halvøde Gaard af et Slot.
Der sad en Tiggerske, Drømmerske, gal
paa en Marmorbænk nær den store Portal.
Thi alle gaar ind, her er Vej for enhver,
og en Tiggerkvind i det raaeste Vejr
kan, glemt i den stentunge Gaard af et Slot,
faa sande, at Marmor er fattigt og graat.
Med Ryggen vendt mod den mægtige Port
ved Muren sad Sandsigerinden i Sort
i et Stof som af henbleget Mørke, en Dragt
der saa ud som en druknets, som var den lagt
i en skummel Kanal og igen fisket op
som Skyggepynt for en Tiggerskes Krop.
Al Armod i Himmel og Hav og paa Jord
med Rester af Skønhed og Ungdoms Spor
laa gemt hos en gal, som var yppig Kvinde
forladt af al Rigdom, som Verden har inde.
Hun talte til ham, som kom hun i Hu:
„Du er den Mand, jeg ej mødte før nu.
Kom se, hvad jeg her har gemt i min Kaabe ...
Jeg har i mit Klædebon dulgt med List
en Vellystfunke, en Sandhedsgnist,
et Glimt af en Gaade, en Daarskabsdraabe,
som, hvis du vil være min Yndling, beskærmer
den syndige Jordkugles Galning og Sværmer!”
Han kendte ej Kvinden. Hun lo ham i Møde,
og Latterens Toner var stolte og bløde.
Han vilde flygte. Hun talte ham til,
sørgmodigt: „Jeg kender dig godt, hvis jeg vil.
Saadan i en offenlig Gaard og Portal
at lade sig fange af en, som er gal,
af en vanvittig Drømmerske overlistes,
det vil ingen Mand, i hvor hæftig han fristes.
Det taler til Gunst for dit Menneskevid.
Endnu er du Mand, det er Mændenes Tid.
Du kan spare dit Vid, men jeg elsker dig,
dig selv frisk og ny, som du krydser min Vej.”
I fald hendes Klæde var falmet og skørt,
hendes Tale var fornem. I skulde kun hørt,
hvor sindrigt, da Tungen var bragt paa Gled,
hun knytted hver Traad uden bristende Led
i sirlige Masker og dog saa sprød,
fra den straalende Kløgt til den sjælssyge Nød.
III
„O Profetinde, bedaarende Vrag,
som er min Veninde paa Ulykkens Dag.
Saa sig, hvem er jeg?”
Hun nikkede træt:
„Du er en Sværmer, som tror Du har Ret,
oprigtig, retsindig, det fromme Guds Lam!
Hvis folk gør dig Uret, Du blusser af Skam.
Og længe skal Du forgæves vandre,
indtil Du bli’r stærk og gør Uret mod andre,
Du vandrer og varsler en Verden fra Gud,
som Du vil bestyre ved nye Bud.
Er Gud og de gammeldags Bud dig for lidt?
har Du prøvet at krænke dem et efter et?
Jeg tror paa de Bud, men jeg tror ej paa ham,
Ak, I vil gøre os Verden for tam.
Jeg kommer tilbage fra Daarskabens Land
med Stænk af den højeste Ild og Forstand,
jeg kommer tilbage fra Kundskabens Rige,
hvor skønne og hæslige alle er lige.
Der er i den skønne Forsagelses Dyd
et Vellystgran.
Der findes et Glimt i Daarskabens Fryd
af en himmelsk Forstand.
Den hellige Frans af Assisi, som
for Renhed bar Navn,
har glødet og sagt om sin Fattigdom,
at han tog den i Favn.
Og „Ecce homo”, din Tids Filosof,
midt i Klarhedens Rus
blev ført af det dristig besejrede Stof
til et Sindssygehus.
Med Daarskabens Tyvelygte gemt
under Kjortelens Flig
man lever og dør. Al Alvor er Skæmt,
og al Leg er Krig.
Jeg bringer dig Lyset, jeg fandt paa min Vej,
tilhør mig, og Verden skal tilhøre dig.”
IV
Hun bønfaldt — om Kærtegn, han saa’ hende tigge.
Han rømte forfærdet som Adam omtrent
paa Jordens dyndvaade Fundament ...
Men Kvinden gik efter med drukne Blikke,
da var det med et, som hun husked ham ikke
og standsede midt i et Smil med et Skrig:
„Der er Krig. Har I set? I al Verden er Krig.
Har I set deres Hærmængders blodige Flod?
hver Ledføjning brager af Mandemod.
Der findes ej Lovbud og Landeskel.
De slaar atter ihjæl, de slaar atter ihjæl.
De Synder, som nævnes i Mosebog
skal tale med Rædslens forrygende Sprog,
til selve Evigheds-Klokkerne slaar:
... Indvortes fra Menneskets Hjærte udgaar:
Skørlevned, Hor, Mord, Hævn og Krig,
Tyveri og Gærrighed, Ondskab og Svig,
uterlig Skændsel, Misundelses Nag,
Spot, Haan og Hovmod til Dommedag.
En Daarskabsfunke, en Sandhedsgnist!
og Verden blev gal, som den skal, tilsidst.
Om der aabnes for Viddets, for Vanviddets Spjæld,
de slaar atter ihjæl, de slaar atter ihjæl.”
V
— William Shakespeare —
Saaledes er Sjælene stedt i Nød
tre Hundred Aar efter Shakespeares Død.
Det friske Raab: Slaa ihjæl! slaa ihjæl!
fornyes hver Morgen og dør ingen Kvæld.
De gamle Skriftord og stærke Bud
kunde udgaa i Bogbind af Menneskehud.
En Digter er født under Menneskekaar
af Aartusinders Skaar, i Aartusinders Skarn,
men Held, hvis han kender sin skabende Vaar
og aner, at Synden tit er som et Barn,
og giver os atter en skyggefuld Jord,
hvor Solskin og Ensomhed bor,
hvor Shakespeare gror og de vældige Ege,
de herlige Sorger, de livfulde Lege ...
Og var du kun Skygge paa Solstraalers Vej,
blomstrende Skygge, vi ofrer til dig.