Paa Taa og paa Hæl, paa Hæl og paa Taa
vi vandrer i Livets Gader graa.
Paa Hæl eller Taa, paa Taa eller Hæl
faar vi Graad i vort Øje og Braad i vor Sjæl.
Flammelille hun havde en Fingerring
af et ærligt Metal og et Hjærte af Guld.
Flammelille hun havde et Hjærte af Guld,
men en slem lille Krop at et blandet Metal.
Hun var den ærbarste Mø — aa Jøs! —
en Trold i Barmen og Læben stum.
Tre Bejlere kom vi, hun tog vore Kys,
men ingen gav hun i Hjærtet Rum.
Da blev de to første saa mod i Hu.
Men jeg, som var tredje, blev da først vred.
Flammelille bød Fred, men mod Trolden jeg stred,
til alle smaa Spænder og Baand gik itu.
»Og har du nu revet min Stads itu,«
saa græd hun og lo (hendes Barm blev fuld),
»saa skal du bekoste mig Klæder fra nu
og avle med mig et ærligt Kuld.«
Saa bytted vi Ring efter Byens Brug.
Det var Søndag — jeg husker det nok.
Hun knejste kyskest i Søstrenes Flok,
men kunde forgaaet af Elskov — i Smug.
Flammelille hun havde en Fingering
af et trofast Metal og et Hjærte af Guld.
Flammelille hun havde et Hjærte af Guld,
men en slem lille Krop af et blandet Metal.
Paa Taa og paa Hæl, paa Hæl og paa Taa
vi stredes i Livets Gader graa.
Saa skilles vi ad — paa Taa eller Hæl
faar vi Graad i vort Øje og Braad i vor Sjæl.