Hvor Gærdet ikke er sidest,
hvor Tjørnene er stridest,
ryd op — der er Synet videst.
Og vel tør du gaa imod Stormen
og møde paa alle Veje
og stride som Herre af Formen.
Et Vers tager vanskelig fejl.
(Men denne fordjævlede Prosa,
hvor Tiden ser sig i Spejl!)
Jeg kommer nu aarlig tilbage
med samt mit Besyv — saa længe
der undes mig Lykke og Dage.
Thi hvor disse Vilddyr vil æde
gudfrygtig hinanden op,
tør Vidner være til Stede.
I denne Menneskeskov,
hvor alle lurer paa Rov,
enhver med en særskilt Lov,
hvor hver er sin egen Nar
og stopper de Øren, han har,
som Præsten og Højskolefar —
men løber i Flok og Parti
og rapser for hver sin Gud
og spytter Skallerne ud —
der findes til hvers Behov
den Sten eller enlige Gren,
hvorhen han kan frelse sit Rov,
hvor atter det brydes i Stykker
som Løn til en stille Magt
af Munde, der tier og tygger.
Den stille Magt gør ham hellig
(skønt Kannibal i sin Renhed)
han ler ad den anden Almenhed.
Den Magt lod mig selv ej sove,
før jeg faar Trefoden bragt
paa ny til de frie Skove —
til Skoven med Livets Ranker,
med intet menneskeligt fjærnt,
og alle højmodige Tanker —
De Vildfjæs bag Bladene gaber,
de omvendt slingrende Aber
i Skumrings-Lege sig taber —
og Maanen gaar frem bag en Gren
og ser paa den sælsomme Færden
ud fra sin omvendte Verden.