Det er Ting, man har hørt. Men jeg kender en anden
Fortælling om én, der var opfyldt af Lede
ved Maden, som Livets Kokke berede.
Han var ikke mer nogen Yngling, var Manden,
han afskyed Køknet, især dog det fede,
og kunde behøve lidt Bistand af Fanden.
Ak, lidet nytter vor Stræben og Stritten,
i Fald det staar daarligt med Appetitten!
Hans Liv...det var nu kun en Dynge Ruiner...
havde genlydt af Ungdommens Violiner,
hvis Veskrig og Fryd sine Hymner løfter
fra Skrænternes Sus og de dybe Kløfter;
han havde endog faaet opført, en Dag,
en Opera, Pressen i Landet fandt svag.
Hans Liv havde lydt med en stoltere Tone.
Man holder af den, man som ung faar til ægte,
den slankeste Jomfru var bleven hans Kone
i Silke og Pynt til at løse og hægte.
Hun ligned et Buestrøg over et spændt,
spinkelt og vidunderskønt Instrument.
Der stod han rank i et Fremtids-Orkester
som første Mand, Violinens Mester,
ved Foden af Trappen, som fører til Himlen
og stirred i Afgrundens Dyb uden Svimlen.
Men al Ting mister i Længden sin Charme,
og Hustruens Favn med dens fattige Kunst
blev glemt for Veninder med trindere Arme
og kraftige Køkner med stærkere Dunst.
Og da hans Halvpart tog til og blev fed nok
og ogsaa blev utro med Tiden og led nok,
da lod han sig ganske summarisk skille.
Paa det Instrument lod sig ikke mer spille.
Nej vil du høre en Tone, der klinger,
da maa du række Fanden en Finger.
...Og det var — for at holde sig mindre trist —
en Fandens Bestilling, han drev tilsidst.