Den trolovede Pige
havde aflagt sin Ring
(man skal leve, saa man aldrig
fortryder nogen Ting).
Den trolovede Pige
hun elskede sin Ring.
Naar Ringen sad paa Fingren
det føltes som Magi.
Men naar Ringen laa i Bomuld,
var man strax lidt mere fri.
Da nu Ringen laa i Skuffen,
kom en fremmed Mand forbi.
Han stormed ind ad Døren,
hun selv lod det ske.
Hun aabned Ugen efter
baade for to og tre.
En holdt af røde Roser,
og En holdt af at le.
Saa snart en Yngling havde
sig ud af Døren vendt,
hun fløj til Skuffen ivrig
og følte sig omspændt
med Troens Guld i Hænde
af et helligt Element.
Hun gav dem Mundens Roser,
hun gav dem Barmens Sne.
Til sidst den lede Fanden
stod i Damens Entré.
Hvor højt da Hjærtet jubled,
lod hun ej Ringen se.
I ved det, I Præstinder
for Ringens Magi:
Naar Ringen er i Bomuld,
er man strax lidt mere fri.
Med Ringen paa sin Finger
var det Højforræderi.