De bar mine Venner til Graven
og Jorden lukked sig, og jeg blev vaagen.
Naturens Tryllekedel er gaaet af Kog.
Der er øde for mig, selv hvor Skovblomsten gror.
Jeg har ingen, med hvem jeg kan tale.
Jeg har ingen, for hvem jeg kan prale
med en Fryd, som faar Øjne til at stirre.
Jeg har ingen, som lader sig forvirre.
Selv hvor Skovblomsten gror, er der øde,
selv hvor Skønheden straaler mig i Møde
— — — øde, øde!
selv hvor Foraaret vinker med Ranker i sin Hat
og store Blomster-Øjne, der ikke sov i Nat,
viltre af Savn og attraa-søde —
selv hvor Skovblomsten gror, er der øde.
Jeg har været i Skovblomstens Kammer.
Og hvordan skal jeg beskrive al den Jammer,
som jeg fandt mellem øde, nøgne Stammer?
Hvis der ikke havde rislet en Kilde
i Mosebundens Mørke hos den vilde
kridhvide Skovblomst — — — —
jeg havde følt mig ilde.
Jeg har været i Skovblomstens Kammer.
Og der var skummelt ... men saa sælsomt stille.
Hendes Øjne har fortalt, hvor jeg var elsket,
hvor jeg af Skovens skøre Blomst var yndet
— — — med en Skovblomst i Ødet har jeg syndet.
Der var Dødsangst og Stolthed over Mødet,
som jeg havde med en Blomst i Skovdybs-Ødet.
Ak, hvor Skovblomsten bor, er alt forbandet,
og der gror Planter, som jeg ikke kender.
Men med Skovblomsten er og blir jeg Venner.