Fra en gaade-opfyldt
Drømmesigerske
var hans Muse bleven
Bjergbestigerske.
Jotunheimens Jætte
rev sig i sit Skæg:
Willum vilde sætte
ham mod Fjeldets Væg.
Men vor Spot herhjemme
lo med Fynd og Klem:
„Willum, du kan rejse
til dit Jotunhjem!”
*
Bølgen bliver Pol-Is,
Sol-Ild bliver Kul.
Verden er et Gaadebjerg
foruden Hak og Hul.
Kloden ejer Skatte,
Willum, Kister fuld.
Og Øresund har Skyllevand
til hele Clondykes Guld.
*
Du har taget Skyller,
Willum, som en Mand
Stundum tror man, Verden
kun er Skyllevand.
Hele Stranden myldrer
for at kvæle Værket
i sit Dynd ... dog Manden
faar de ikke kværket
Midt i Myldret staar du
proper som en Gud —
naar vi rolig skyller
Skyllevandet ud.
*
Fandt han Guld paa Fjeldet,
hvor ej Urt vil gro?
Fandt han det ved Porten
ind til Dødens Bo?
Hvis vi vilde plukke
Bølge, Vind og Lys —
al vor Luft-Erobring
blev maaske et Gys.
Stundum var der Skrold-Is,
hvor hans Fylgje gik,
brast og blev et Dugglimt
under Solens Blik.
Brus og bliv til Vove,
brist kun, tynde Is!
Norner, som ej sove,
hindre Mænds Forlis.
*
Willum Skattegraver,
stræb kun tillidsfuld!
Kattegat har Skyllevand
til mer end Clondykes Guld.
Den, som graver dygtig,
ham er Lykken huld.
Stene, Sølv og Sager
fandt du mangen Gang.
Men hvad er nu dette?
Hilse dig med Rette
kan kun Sværde-Sang
... Det var Skræp, som klang!
*
Hvis dit Høvdingmærke
her en Dag forsvandt,
var en Lysalf stegen
ned fra Bjergets Kant
for at søge Helten
... længe ... til hun fandt!
slaa sin Kappe om ham,
dække mildt hans Saar
som Valkyrie med sit lange, gyldne Haar.