Nu fyldes Parken af Skygger,
og henad de grusede Stier
der vandrer, mens Fuglene tier,
usynlige Pudderparykker.
Fontænefigurerne gaber
med vandløse Fiskemuler,
og Svanen fortærer de Smuler,
de sidste Søndagsbørn taber.
Naar alle Fodtrin er døde,
da bobler Begæret og Kraften
sødt i den ensomme Aften...
det svundne gaar mig i Møde.
I Ly bag sit smedede Gitter
er Parken skønheds-ladet
som en Susanne i Badet,
og Raadsherrer gaar der og titter.
...Men udenfor i Gaden
er Skønheden styrtet fra Tronen.
Der raser Dæmoner i Staden,
der blæser Sommer-Tyfonen.
Der daler ej Solnedgangs-Roser
paa rødmende Havfruebryster.
Dér ta’er de antike Lyster
til Takke med hullede Hoser.
Derude der haabes og bæves.
Der iler med rastløse Knokler
de Statuer, som forgæves
søger om deres Sokler.