Nu lædskes de grønne Sletter
af Nattens og Duggens Salve,
og Tanker, som brænder og trætter,
nu lytter sig fjærne og halve.
Jeg ligger paa Ryggen alene,
i Græs, medens Duggen væder,
og venter paa Lyd i den sene
Aften af Silkeklæder —
paa Skridt, hvor Strømpernes Hvide
ved Skørternes Kast mig blænder,
paa Skuldre, hvis Fløjler glide
som Vinger mod Fruelænder
naar mørk imod Højlandets Linjer
fra blaanende, teglhængte Mure
hun kommer, hvor Floden blandt Vigner
har slynget sin blinkende Skure.
... Din Rus i et Døgn er steget
som Tordenregn efter Tørke;
du har taget mig, løjet og sveget
for min Skyld i Mørke — i Mørke!
Al Nattens Duft kan jeg drikke,
og Græshoppens Sang jeg fornemmer.
Dog det er usundt at ligge
i Duggen med brudte Lemmer.