Sophus Claussen (1865–1931)

Over sagtelig glidende Strand har jeg draget dem hen,

gennem langt ud sig vidende Land har jeg skikket dem frem,

de kom Skove forbi med Tusmørke-rugende Kroner,

de kom Stæder forbi — der var Lys, der var Latter og Toner.

Saa naaed de frem gennem blinkende Sø, over Bjærge og buede Bror,

hjem til det store Nirvana, hvor Fred ej behøves, hvor

Striden er død og Græsset evindelig gror...

Det er skummelt at bo paa den menneske-vrimlende jord;

det er skummelt at bygge i Skove, hvor Tavsheden bor;

det er skummelt at blandes med mange, som kaster dig hid og did;

det er skummelt og utrygt at bo med en enkelt langt borte fra Menneskers Hjælp.

De har ledet saa vide, saa vide omkring efter Hjem.

Jeg har set dem fornægte sig selv og at taale og lide for Fred.

De har troet at finde en Arne, som aldrig gik ud.

Men alle saa kom de og klagede: »Buddha, min Gud!

»Jeg er træt af at leve i Verden, o Buddha, min Gud!

»mine Haab er forbrændt paa en Arne, der hastig gik ud;

»jeg har intet begær efter Himlenes salige Kyst —

»jeg blev bitter og sviende syg af al Jorderigs Lyst.

»Men du tage mit Liv, som jeg ved ej hvortil og hvormed,

»at min Sjæl skal ej mer vandre rastløs fra Sted og til Sted!

»Buddha, min Gud, du var grum, om min Bøn du forskød:

»jeg beder jo ene at frelses fra Sjælevandringens Nød,

»beder om Intet, om Fred, om udødelig Død!«

Over sagtelig glidende Strand har jeg draget dem hen,

gennem langt ud sig vidende Land har leg skikket dem frem.

De kom Skove forbi med Tusmørke-rugende Kroner,

de kom Stæder forbi — der var Lys, der var Latter og Toner.

Saa naaed de frem gennem blinkende Sø, over Bjærge og buede Bror,

hjem til det store Nirvana, hvor Fred ej behøves, hvor

Striden er død og Græsset evindelig gror.