Maanens TungsindEfter Charles BaudelaireI Aften synes Maanen lidt trættere at glidesom en blødagtig Skønhed paa et Hav af Puder lagt,der strejfer Brystets Omrids og glatter sin Sidemed let og adspredt Haand, førend Søvnen faar Magt.Henstrakt paa Snelavinernes bløde Silkeryggehun nyder længe døende en Afmagt uden Ord,og hendes Blikke følger de hvide Skyer, der byggeLuftsyner i det Blaa som et Blomst- og Greneflor.Naar stundum, i sit tærende Savn, paa denne Kuglehun tyst en Taare fælder, som hun søgte at skjule,en Digter uden Søvn, som i stille Andagt gik,tog denne matte Draabe i de hulede Hænder,en hvid Juvel, hvis Perlemorsglimmer ham blænder;og gemmer den i Hjertet for Solens hede Blik.