Hvem er de tusind Skikkelser, der venter mig
i mange Stillinger med Minespil og Øjenglimt
og rækker Øre spændt til mine Buestrøg?
Hvem er de tusind Skikkelser og Minespil,
sig mig, hvem lytter, vuggende paa Rækkerne,
som Aftenvinden leger med et Havebed?
Er det min Ungdomsven, hvis Dom jeg ønsked, rig paa
Kløgt,
han af hvis Kundskab Visdom syntes straale ud,
han, som jeg kaldte Haabets stærke Talisman?
Hvor er de henne, der i Rækkerne?
Skæbnerne! Sig, skal vi mødes?
Hvor er den aldrende, Tanketitanen,
har han ej hørt mig?
Gubben har forladt mig.
Har han forkastet mig, givet død mit Rige bort?
Pudsigt dog, han ikke saa ...
Gud, har du forladt mig!
Hvor er de jævnlige, alle de trofaste,
de, som var Fylkesmænd, unge, balstyrige,
de, som jeg vandt ved Ord,
vandt ved mit Ord og ved min Bue.
Gud har forladt mig. Er jeg ikke mer for dem?
Hvem mon jeg spiller for, hvem mon jeg taler til
her i et Øde?
Urias, Satanas! som jeg fornægter!
Er det Bedrag og Svig, jeg ser min Ungdoms Lig —
tusinde Døde!