Hun hæver to mørkrøde Roser
mod Aftenens oprørte Sø,
de straaler som hellige Løfter
om Purpur, der aldrig kan dø.
Selv staar hun, en halvskjult Skygge
fastnaglet ved Rælingens Rand
og fører sin Blomsterbyrde
ud over det tumlende Vand.
Og andre halvskjulte Skygger
ses kredse ved Ror og Rat,
som gjorde Skønhed dem søvnløs
i den bølgeomtumlede Nat.