Da et Parti begyndte at nærme sig Døden
og det saa nødig endnu vilde skilles ved Livet,
bad det til Gud, om han vilde hjælpe i Nøden,
ligesom fordum han havde det Livskraften givet.
«Nej,» svared Gud. Man betragtede raadvild hinanden.
Saa blev dets Formand bemyndiget at gaa til Fanden.
Ved Audiensen tog Satanas venlig imod ham,
takked for sidst og bønfaldt ham bare at tale,
mens han forsikred ham om, at til Tjeneste stod ham
alt, hvad der afhang af ham ... han kunde befale!
Formanden talte. Hr. Satanas strøg sig om Hagen:
«Hm! jeg maa sé Deres Folk, før jeg dømmer i Sagen.»
Saa blev Partiet da mønstret paa ottende Dagen.
Alt, hvad der var af forældet, stagnéret Berømthed,
alt, hvad der fandtes af privilegéret Forsømthed,
Blomsten, de ædleste, ældste, i Trop arrivérte:
Krigsmænd og Fredsvenner, Lægfolk og Folk, som studérte,
store Grossister og smaa bitte lærde Doktorer,
«Raader» og «Naader» og Højesterets Assessorer.
Satanas grunded og kløede sig bag sit Øre:
«Undskyld, Hr. Formand! med dem kan jeg ingen Ting gøre.»
«Aa, men saa sé dog! Kan nogen vel ønske sig mere?
alt, hvad vort Land af Ærværdighed, Rang kan præstere,»
svarede Formanden angst, med veltalende Tunge.
«Ja, gode Mand!» sagde Fanden.
«Men hvor er de unge?»