Jeg sprang i Høstmorgnens solløse Stund
over Gærdet ind i den mørke Lund.
Paa de brune Gange laa Løv ved Løv
og Kvas og Dugdraaber, tørret i Støv.
En Lunhed og Ro som paa indviet Grund.
Da lød der bag de metaldunkle Trær
(mens den hellige Grund blev mer hellig og sær)
to lyse Stemmer. Med Arm lagt i Arm
kom hun og Veninden. Jeg blev saa varm,
som om Skovgudens Døtre var vakt og kom nær!
Vi vandred om Dammen, hvor Svanerne laa,
hvor Andemad trives og Bregner staa.
De spankede muntert i knirkende Sko.
Hendes Læber var lukt’ med en Skovguds-Ro,
hvor Tanker gro frem mellem Mos og forgaa.