Da vi gik bort fra vor Muse,
den gudløse Faster os standsed,
som havde Dørvagt til Huse.
Hun trak med to hvalpede Ræve,
Bastarder, faldne efter
en uvorn Ulvetæve.
Hun ligned en Mackbethsk Megære
skambidt og skæbnereden,
hvis Klædning er Skamløsheden.
Det lød som skære-skære,
naar hendes Stemme hvisled,
og ind til Marven os risled.
Hun hører til hines Sfære,
som standser Digterhesten
og kræver Udlæg i Bidslet.
Hun snærred med indædt Harme:
»Jeg kan ej med Digtere spænds;
jeg ønsker en Hund med Tendens.
»Vi bruger, skønt Musen lefler
stundum med fri Poesi,
kun Hunde, der tager Parti.
»Genier med Hjærte og Nykker
skal Hundene rive i Stykker.
Du Hund, vil du tage Parti!
»Her faar man sin Lod for at luge den;
og Kunsten maa lade sig bruge;
vi kan ellers ikke bruge den.
»Gør et Par Værker, som skræmmer.
Sæt et Problem til Debat,
og vis, du er Hund for din Hat«.