VI. Nye Piger
Et Resultat
Et Resultat
Nævn mig dine Drømme!
Hvorfor er det, dit Hjærte banker?
Blodet skriger —
sig mig dine viltre Tanker.
Hvad er hundrede Kys af ét Par Læber
mod at kysse hundrede Piger?
— —
Det var Komponisten den unge.
Hellig Ild i hans Øje,
i hans Fingre daarende Toner
og Videts Salt paa hans Tunge!
For en Kvinde havde han sukket.
I et Bad af Toner,
som han øste over hendes Nakke,
hidsende, sitrende varme,
havde han tvættet hende ren,
frigjort for Jordlivs Støvet.
Hun drog ham endelig til sig
med bløde, skinnende Arme.
— —
Saa du Blomsten, som pranger i Græsset,
den fine Blomst med de dugfriske Farver?
— Viol, Anemone, Mimose,
den hvide Lilje, den røde Rose.
Der kommer en Fod og tramper den ned.
Sønderknust, som for evig knækket
ligger den paa den urene Jord.
Hans Attraa var knust i de bløde Arme,
hans Lidenskab stækket — —
Men Vinden suser, og Regnen falder,
Blomsten rejser det bøjede Hoved.
Endnu! endnu er det Blomstringens Alder!
Og træt af Dvale
den blundende Længsel
begynder en mumlende Tale.
Bestandig den higer mere forvoven,
med blomstrende Fylde,
med angstfuld Pragt,
letter sig frem paa Taaen og skriger:
«Nye Piger! nye Piger!»
Hvad er hundrede Kys af ét Par Læber
mod at kysse hundrede Piger?
Hans Læber dirrer, hans Pulse hamrer,
han sidder i tunge Drømme.
Han vrider Hænderne vildt og jamrer:
«Hundred Sonater for en Pige!
Nye Piger! nye Piger!»
Han smiler stille vemodig:
«Min gamle Pige er sød til visse,
altid skal jeg takke hende,
hende skal jeg aldrig forlade!
Men en Pige til, blot en eneste!
O, jeg kunde græde bitterlig
— at Skæbnen kan nægte
saa ringe, uskyldig en Glæde!»
— —
Vore fromme Ønsker,
Skæbnen nægter dem aldrig.
Det bedste i Verden er Piger;
vor bedste Bøn kan ingen nægte.
I lokkende Klynger drager de forbi,
trutmundede og lækre som Skovens Jordbær,
fine og ædle som Druer.
Lad os nyde de flygtende Timer!
Men som Dagen ikke er den næste lig,
kan Nætterne ej heller være éns,
ej heller vore Piger.
Komponisten den unge
fik sig en Pige.
Det var Vaar med duftende Bøge,
og han havde to Piger.
Fra den enes Læber til den andens gik han,
af dens enes Arme i den andens. — —
Hvad er hundrede Kys af to Par Læber
mod at kysse to hundrede Piger?
— Medens Sommerens hellige Nat
hvælved sig blaa og skøn,
besaaet med Stjærner,
rødmende svagt
til Minde om Solens Kys,
stod han i Drøm ved sit Vindu,
lyttende til den lydhøre, lyttende Verden.
Fra Skoven, fra Søen og Jorden
trængte med hede Længsler
en duftfyldt Damp.
Han stirrede anstrængt i Natten,
naar brusende Klæder og trippende Fodtrin lød,
og sukked og hvisked bestandig:
«Jeg giver hundred Sonater,
hundrede skønne Sonater,
blot for en eneste Pige til!»