Min Muse er Sabas Dronning,
der drog til Kanaans Land,
men fandt hverken Mælk eller Honning.
Den danske Poesi
den er ikke Dalenes Lilje.
Den ligner en større Familje.
Ak kære Claudio Treves,
ferma in posta — Torino,
i Danmark kan der ej leves.
I Danmark kan man kun slaas,
i Fald man vil holde sig oppe.
Det er et Særtegn for os.
Jeg sidder et Sted og skriver
i Skoven hos en Traktør
og fryser som aldrig før.
Jeg skriver fra Hjærtets Rødder.
En Spejlvæg fra Loft til Gulv
fordobler de iskolde Fødder.
Og Verslinjer møder til Kobling
i Rækker paa tre og tre.
Jeg trænger til Selvfordobling.
Det er kun som Rejsevers
i en Hotel- eller Stambog.
Jeg jager en Hund i en Skamkrog.
Det er ikke stolte Ottaver,
en rullende Skov-Charàbanc,
kun en tohjulet Gig med en Traver.
Men Vejen tør ej falde lang.
Og skønt mit Inderste gruer,
det gaar over Stubbe og Tuer.
Jeg trænger til Selvfordobling.
Ti naar mit Valgsprog er givet
som »Drømmen, Sandheden, Livet« —
da vrinsker hver Boghest paa Foder.
Nu trænger jeg haardt til Fordobling.
Jeg spørger: Ak hvor er min Broder?
Derude er Skovauktion.
Jeg sidder i Mag hos Traktøren.
Jeg er kun en enlig Person.
Ak Claudio Treves — kære,
hvor lever du nu siden sidst?
Landflygtig — forvist — Anarkist?
Du nyder vel Hjemlandets Vin?
Jeg ser, du var nær ved at sejre
som Rigsdagsmand i Turin.
Det ved jeg, hvis Magten var din,
du var, hvor du skulde være,
det unge Italien til Ære.
Jeg ser dig, som fredløs du dreves
snart til Paris, til Berlin.
Jeg gemmer endnu dine Breves
fortærende Længsel og Spleen.
Husker du, Claudio Treves,
ferma in posta, Turin —?
Vi var to Lande, hvis Sole
var tændt af den samme Gnist
— med samme korsfæstede Krist.
Her gjaldt ej om Snit eller Kjole;
thi Hjærterne dannede Skole.
Og Hjærtet er Anarkist.
Jeg havde sjældne Venner.
Men du, min eneste Broder,
var Søn af en fremmed Moder.