Til dette Ølands Ungdom gaar min Sang,
som dukker frem med brede Bøgeskove,
mens Stranden slaar endnu sin Saltsø-Klang
mod Kysten, hvor en Storm af Drømme sove;
hvor Baade stryger op de tunge Sejl
i Sol, og gennem Vind og Bølger danser,
hvor Slægten har endnu sit Solskins-Panser
af Manddomsspøg og sine unge Fejl —
Hvor Talen ejer det fortrolig korte
Slangsprog af Hjertets Lyst og Sødme skabt,
som lover i sin Kækhed og lidt knapt,
at ingen Stavelse skal blive borte,
mens der endnu gror Korn i disse Lande,
og mens en Smule Digter vel tør blande
med ny og gamle Rim paa Kryds og Tværs,
af Hjertets Vellyst, et frimodigt Vers.
Og midt i tidliggrønne Markers Ro
slaar Lærkerne, som Stenkast, op fra Agren
og trilrer Æther-Blaahed over to,
som blændet følger deres Solskinsflagren.
Her er saa vidt, og klart, og mildt, og smukt,
at denne Jordbund, morgentyst og nøgen,
blev Trøst i Sorg, et Hjem i al vor Søgen
og gav vor unge Kundskabs bedske Frugt
en særskilt Sødhed og en liflig Lugt.