Der drypped Blomster røde som en Brand
for mine Blik... jeg gensaa hendes Øjne,
hvis Bund er dobbelt som et frossent Vand.
Men Blomsterne var Læbens Smil — det nøgne!
Hun var saa næsvis i sin Flagre-Flugt,
en Fugl, som med for tunge Fjedre brammer!
Og Haaret dobbelt mørkt. Og dybt og smukt
stod Kind og Tindinger i Dobbeltflammer.
Det var din gamle Dobbelthed, min Fe,
dit Smil saa fuldt af Løfter og af Ve.
Tvetvunden bringer du mig tvefold Jammer. —
Med ét begyndte alt mit Blod at le:
jeg saa dig af en Rembrandtsk Livsild skinne.
Saa fandt jeg Dobbeltmand min Dobbeltkvinde.