Jeg kalder selv de døde
og vækker den kolde Aske
til Ildbyrd mod Dagens Maske.
Ak, kære gamle Digter,
som sjælden gik paa Koturne
og nu er gemt i en Urne —
som elskede Livet organisk,
Schandorph, du sagde en Gang:
»Skriv noget aristofanisk!«
Jeg gik og tænkte paa Sagen
en Morgen i Klitten paa Skagen
og følte selv denne Trang.
Lidt borte sad en Frue.
Trods Kundskab, hun havde øst,
en Sjæl, som var uforløst!
En Kvinde af Fritænkerslægt,
men uden hedensk Lue,
syg, selvkær og aldrig lægt.
Den Blæst gennem Sandet paa Skagen
kan bide en kuldskær Hud
trods Morgensolens Bagen.
Men i en Plæd beskyttet,
om Halsen en Lommeklud,
holdt Fruen tappert ud.
Hun har kun lidet hyttet
sit Skind og ej sig flyttet,
hun staar for skarpere Lud.
Og hun var skøn i sin Trods
og offerstolt i sin Kulde,
hun vedgik sin Goldhed tilfulde.
Jeg sad i Klitten paa Skagen
og tænkte aristofanisk,
men med en stille Nagen.
At skaffe sig mægtige Fjender
og kun have fattige Venner —
en Lod, som de modige kender.
Nej, rejse og have Penge
og sove og drømme kækt
i friske, fremmede Senge!
Men den realistiske Slægt,
der vilde stemple og dømme
som Udslet alle Drømme —!
Der fulgte i dens Hæle
en bitter og ophidset Flok
af uforløste Sjæle.
Af dem har vi nu haft nok,
som vilde for Sorgerne knæle
og kun kunde Lykken kvæle.
Den unge Frue paa Skagen,
hun var, skønt stolt og forvoven,
den travrigste Træl under Loven.
Hun spurgte om mine Sorger.
Og havde jeg noget paa Hjærte
af kvalfuldt, som Digterborger?
»Jeg trevler ikke i Sorger.
Jeg skriver; thi jeg er forløst.
Af livets Brønd har jeg øst.
»Og falder en Pen mig i Haanden,
da glemmer jeg Daarernes Dynd
og øser af Livets Brønd«.