Til Henrik Ibsen
[Terziner.]
[Terziner.]
Der til mit Øre naaer en sælsom Klang,
det er, som om en Klokkes Dødning-Ringen,
den lærte mig min egen Svanesang.
— Men Du, der agter Tidspendulets Svingen,
der kjender Hjertet, bævende og sært —
Du Dagens Sanger, rig og dyb som Ingen!
Du har den Livets store Kunst mig lært:
at holde ud min Post med hævet Pande,
at agte, hvad mit eget Selv er værdt.
Og blev mit Hverv det fattigste om Lande,
jeg er dog med i Arbejds-Ugens Færd
og med til Tidens Skandse at bemande.
— Jeg hilser Dig, Du med det slebne Sværd,
Du, med det skarpe Øje, altid vaagen,
Du »Enkelte« — ej lig den store Hær!
Du Norges første Mand! — dets Vagt i Taagen!
Jeg kjendte En, hin sære »Kyhlams Skjald«,
hin Bondemand i Damsgaards usle Stue,
hvis Lod var Nød, hvis Liv et stadigt Fald.
Dog mens han pløjed Gaardens magre Tue,
hans Aand, den søgte »Tankens Dyb at kløve« —
hans Aand, der ligner din med Harmens Lue! «
Og mens han segned — som en bastet Løve —
og vandt kun Land paa Maanekratrets Skive,
saa vil Du sejre i din Styrkeprøve:
Din Kamp er Jordens, — dens din Sejr skal blive!