Jeg kan ei sove den lange Nat
For tusind mylrende Tanker,
Der som et forviltret Rosenkrat,
Med bristende Knopper fuldt besat,
Rækker mod Dig en Blomsterskat
Af alle de gyngende Ranker.
Jeg tør ei ret med min Gartnerkniv
Dem ud fra hinanden skille;
Thi Alt i Krattet har Sjæl og Liv:
Derinde, tryg for Alverdens Kiv
Fløitende slaaer for sin unge Viv
En Nattergal i det Stille.
Taus lytter jeg selv, med henrykt Aand,
Til Tonerne, stærke og rene;
Jeg vil ei bryde Fortryllelsens Baand,
Men løsner ikkun med varsom Haand
En enkelt, duftende Rosenvaand
Her fra de yderste Grene.