I Skumring har jeg vandret om,
Af Taager spunden ind
Fra den Tid, Himlens Straffedom
Har vendt fra mig dit Sind.
Men selv bag dette Taageslør
— Det tænkte jeg ei paa, —
Var du dog Solen nu som før,
Skjøndt ei du til mig saae.
Nu drager du mod fremmed Land
Og har dit Hjem forladt:
Nu ser med Et jeg Himlens Rand
Formørket helt til Nat.