Ernst von der Recke (1848–1933)

Vi komme, vor Konge, en Flok, som er kjendt,

I Rækker med blussende Kjerter;

Vist veed Du, den Lyspragt, Din Høitid seer tændt,

Er Blomster af trofaste Hjerter;

Men midt i den Flor, som lydløs kun groer,

Skal naae Dig en Røst fra de Unges Chor.

Hin Skare, Du seer, laa i Vugge paa Dun

Og svæved i Drømmenes Gynge

Den Stund, da Din Tinding, fuldlokket og brun,

Alt lærte, hvor Kronen kan tynge.

Mens let den har blot sin Barnesko traadt,

Blev længst under Byrden Dit Hoved graat.

Se, Tiden er skreden, en Slægt voxet til

Og prøver at slaae nu sin Vinge;

Og gjæster den her Dig med Sang og med Spil,

Da har den et Budskab at bringe:

Den Vægt, som endnu kan tynge din Hu,

Den ville vi bære saavel som Du!

Vi hilse Dig, Drot, som i Faklernes Skin

Du staaer paa Din Høienloftssvale!

Hav Tak for Dit Mod og Dit trofaste Sind,

Som smykked Din Færd og Din Tale!

Mens Stormen var haard, Du skjærmed vor Vaar;

Pryd endnu Din Stol i vor Manddoms Aar!