Løndomsnat i Maaneskjær,
Som vor Sjæl fortrylle kan,
Underfulde Drømmeland,
Træd i fordums Pragt os nær!
(Efter Tieck.)
Har man Sangens Væld uddrukket,
Saa dets Rislen tier kvær?
Har man Malmen brudt og hugget
Og med Søger og med Brille
Kjendt, man nu er Grændsen nær?
Har Forstanden Hjertet lukket
For hver overtroisk Grille,
Tæt, saa ingen Alfehær
Tør befolke mer dets stille
Løndomsnat i Maaneskjær?
O, jeg troer ei, kloge Daarer
Har maalt ud det skjulte Land:
Der, hvor Sorg- og Glædestaarer
End som Regn fra Øiet glide,
Fattes Kilden aldrig Vand.
Og, som mod de skjulte Aarer
Ønskekvisten sig maa vride,
I hvert Bryst en Talisman
Higer mod det Dulgte, Vide,
Som vor Sjæl fortrylle kan.
Thi naar træt vort Øie vanker
Gjennem Ørknens hede Sand,
Eller vi bag svage Planker,
Der mod Bølgen knap kan værne
Stirre paa det vrede Vand, —
Vil, saalænge Hjertet banker,
Duggens Kjøling, Nattens Stjerne,
Nordlysblink paa Himlens Rand
End os drage mod det fjerne,
Underfulde Drømmeland.
Og mens Verden slutter inde
Tusind Smil og Taarers Hær,
Som, hvor tyst de sammenrinde
I et Skjønhedsland, vi ane,
Bli’er en Malm med gyldent Skjær,
Vil en Mester vel man finde,
Der kan Vei til Skatten bane,
Der med Staven, som han bær,
Kan den skjulte Verden mane:”
„Træd i fordums Pragt os nær!”