Der vaie Flag paa Stang til Lands og Vands,
Og glade Sange tone Landet over;
Lyn blinke, Torden drøner fra Kartover,
Men ei som Bud om blodig Vaabendans.
Og medens Sol gaaer ned i Vestens Vover,
Novemberkvelden faaer Midsommerglans;
Hver Bolig har et Lyshav bagved Ruden:
Sølvbryllup er det, — Danmark selv er Bruden.
Og tyst i Festens Stund for Brudens Øie
En Strøm af Minder glider nu forbi,
Og mens hun sænker dybt sin Sjæl deri,
Sig selv i deres Speil hun forsker nøie.
Hun seer igjen sin Brudgom der, den Høie,
Som den, han var, da ungdomskjæk og fri,
Trods Løgnens Væv, trods Baand, der var ham kjære,
Trofast han drog sit Sværd for hendes Ære.
Og Synet skifter, som i Maaneskjær
Paa Sommernattens Hvælving Skyer seile;
Hun skuer Fyrster, som til hende beile,
Og Ham i Kredsen atter hende nær.
Frit vælger hun og prøver deres Værd,
Angst for at krænke som for selv at feile;
Paa Ham dog sidst hun fæster sine Blikke;
Ham vælger hun og veed, han sviger ikke.
Og Synet skifter, som naar fjendtlig graat
Et Slør sig over Sommerglansen drager;
Hun seer sin Drøm, der vinked lys og fager,
Formørket, knust, — sin Krans i Støvet traadt;
Hun seer en Verden, kold for hendes Klager,
Sig selv med Hjertet fyldt af Nag og Spot,
Bortvisende i Mismod Trøstens Bæger,
Bortstødende den Kjærlighed, som læger.
Hun seer sig syg, af Tvivl og Luner fuld,
Med tvende Sind, som mod hinanden stride,
En Nattevandrerske i Vinterkuld,
Fjendsk mod sig selv og alle Tanker blide, —
Men endnu Ham, hun kaared, tro som Guld,
Ad Veien fattet, støt hos hende skride,
Med Læben taus, med Panden sorgfuld skyet,
Men Øiet endnu speidende mod Gryet.
Hun seer ham rank og sindig vandre fort,
Urokket i den mørke Midnatstime,
Mens Fristerstemmer rundt omkring ham kime;
Een Skare hvisker: „Brug din Magt! Tag haardt!”
En anden hvisker: „Fly, kast Byrden bort,
Lad dem saa kives, der om Byttet stime!”
Men lige ud hun seer ham Veien lægge,
Med Øiet fast og Øret døvt for begge.
Saa svinde Synerne; hun seer sig selv,
Som nu hun staaer, i Morgendæmring vaagen,
Imens det svage Gry, end slørt af Taagen,
Fjernt med sin Guldsøm rander Himlens Hvælv.
Og mens hun drikker dybt af Luftens Elv,
Hun lader Blikket kredse vidt som Maagen
Og sammenligner taus ved Morgnens Luer
Hans kjendte Træk med dem, hun trindt beskuer.
Langt svæver Øiet over Hav og Land
Og forsker Hjerter under Kongetage;
Tidt som et Blink det søger hjem saa fage
Og atter bort mod Himlens fjerne Rand.
Grant veier hun Enhver som Drot og Mand;
Men sidst mod sin hun vender det tilbage
Og hvisker mildt, imens hun løfter Panden:
„Vel har jeg valgt og ønsker ingen Anden!”