Daggryets unge Dis med Rosenfinger
Udslukker Nattens Lys, et efter andet;
Det første Sus af hendes lyse Vinger
I Foraarsluften sitrer over Vandet.
I Østens Lund Ildliljen blank udspringer,
Den blege Drivsky gløder gyldenrandet,
Og lig et Punkt, som finest Naal det stinger,
Forsvinder Morgenstjernen over Landet.
Men endnu favner Stilhed Lund og Lider,
Og Taagen slører dem for Morgnens Blikke;
I Krattets Skjul, hvor Mulm med Lyset strider,
De unge Blomster Nattens Køling drikke.
Fra Stund til Stund et Pust forbi dem skrider,
Og drømmende til Vindens Bud de nikke;
De drømme ved dens Kys om lyse Tider
Og blunde fort; end vækker det dem ikke.