Det hvisker om Foraar ude i Lund;
Men den store Bøg faar endnu et Blund.
Huset er vasket og tørret igjen;
Det mærker den ikke, den sover end.
Paa Gulvet er Blomstertæppet alt bredt;
Men end har den Intet hørt eller set, —
End ikke, at Husets yngste Smaa
Er alt i Stadsen og helt klædt paa:
Hvidklædt er Slaaen, og silkegrøn
Staaer Hæg og Hvidtjørn og Hyld og Røn.
Da gaar gjennem Skoven et Pust med Et,
Og Bøgen plirer med Øiet lidt.
Den skotter ned til den mindste Tjørn,
— „Hvad Pokker, er I alt vaagne, Børn?
Men hvem har dog hjulpet jer Kjolerne paa?”
„Det har Solen gjort!” ler alle de Smaa.