Jeg veed, jeg vorder dig aldrig kjær
Og kan dig ret aldrig hue;
Thi du og jeg er som Dagens Skjær
Og som Nattens Mørkhed at skue.
Som Natten haver saa stor Attraa
Med Dagen stadig at vanke,-
Saa følger dig, hvor du end mon gaae,
Min Længsel og al min Tanke.
Og kunde jeg sanke fra Havsens Bund
De tusind Koraller røde,
Jeg gav dem bort for din fagre Mund,
Som volder mig Sorg og Møde.
Og plukked jeg og hver Blomst paa Jord,
De vare fuld faur en Skare,-
Jeg fandt dog ingen fra Syd til Nord,
Som havde Øine saa klare.
Dig vogte de hellige Engles Hær,
Og Himlen din Skjønhed signe;
Thi du og jeg er som Dagens Skjær
Og som Nattens Mørkhed at ligne.