Ernst von der Recke (1848–1933)

Hvorfra de dog alle kommer,

De smaa Blomster, der vare saa kort,

Som jeg seer hver evige Sommer,

Og som om Vintren gaae bort?

Og det Græs, der er som et Teppe,

Hvor Koerne stadigt gaae,

Og hvor man alligevel neppe

Kan see, de har rørt et Straa?

Hvor de Stjerner hver Nat kan tændes,

Der blinke som Ædelsten,

Hvorpaa det aldrig kan kjendes,

Om ogsaa der falder en, —

Og hvordan den kan staae deroppe,

Den Sol, der hver Dag gaaer hen

Og forsvinder bag Træernes Toppe

Og kommer hver Morgen igjen, —

Hvordan de dog kommer alle,

Sol, Stjerner og Blomster smaa,

Og forsvinde og døe og falde,

O, det kan jeg ikke forstaae!