Som i vor Ungdoms første, lyse Dage,
Hvor Intet rastløst os mod Maalet jog,
Hvor som Tribut vi trygt mod Lykken tog
Og frygted ei, den skulde os bedrage, —
Hvor ei vi følte Ansvar ved at tage
Og ei det Tagne mod det Givne vog,
Har jeg, mens umærkt Aar forbi mig drog,
Nydt Hjemmets Fred som Fuglen hos sin Mage.
Det tager Tid i Livets Vexelspil
At troe paa Lykke, der fra Himlen faldt
Som Regn af Manna midt i Ørknens Øde;
Men veed jeg ret, at den mig hører til,
Maa engang Spirer groe, som ei er talt,
Og mine Sanges nye Førstegrøde.