Og mine Sanges nye Førstegrøde
Skal vies Dig, min fagre, milde Viv,
Sollyset og Solvarmen for mit Liv,
Som gjorde mine Veie blomsterstrøede.
Det er ei mer til Flugt fra Jordens Kiv,
Jeg løfter mig i Fjederham, Du Søde,
Ei Vemodslængsel efter Morgenrøde,
Jeg aander ud, som Natten Suk i Siv.
Nei, fast paa Jorden sætter jeg min Fod
Og synger af mit Hjertes varme Trang
Om Kilderne, som af dens Bund udspringe;
Dog, — mindes jeg, min Drøm i den fandt Rod
Ved Dig, — da veed jeg vel, det er en Sang,
Hvis Ord en fattig Tak Dig ikkun bringe.