Høit under Klippens Graner
Har her jeg taget Stade;
Om mig de blaa Entianer
I Solens Lys sig bade.
Fodtæppet for mig vrimler
Af Potentillers Skare,
Af Nelliker og Primler
I alle Farver klare.
Forbi mig ned ad Siden
Imellem Sten og Bregner,
Skumhvid i hurtig Skriden
Sin Stribe Bækken tegner.
Mit Blik dens Vandring følger
Ned, hvor dens Leie hules,
Mod Flodens Seng, hvis Bølger
Af Klippens Styrtning skjules.
Bag den med dunkel Grønhed
Stige de stolte Fjelde
Som Vagt for Dalens Skjønhed
I deres Jettevælde, —
Med Skyer om Toppens Rifter,
Med Graneskove satte
Som store Bregnevifter
I deres stengraa Hatte.
Men længer ned i Dalen
Det Skumle gradvis viger,
Som saae fra Klippesvalen
Jeg ind i Alferiger:
Der Bjerg ved Bjerg sig løfter
Sollyst med Skov og Sæter,
Med Vandfald og med Kløfter,
Mod den lasurblaa Æther.
Og langs de fjerne Rækker
Med Sne- og Gletscherkroner
Et Guldslør Solen lægger
Ind i de luftblaa Toner.
Ja, her er skjønt tilvisse
Fra Dalens lyse Mildhed
Til Bjergets svimle Spidse
I al dens nøgne Vildhed, —
Med Luften her, som mættes
Af tusind Blomsters Sødme,
Med Skrænter hist, som spættes
Af Alperosers Rødme.
Men i det rige Skue,
Hvis Skjønhed her mig favner,
Dog Et, en lille Frue,
Til hver en Tid jeg savner.
Paa disse Blomsterhynder,
Hvor jeg er Gjæst og Fremmed,
For Alvor jeg begynder
At længes efter Hjemmet, —
Her, hvor et Savn dog lister
Sig ind i hver en Glæde,
Her, hvor et Led dog brister
I mine Ønskers Kjæde, —
Hvor selv den Flod, her flyder,
Den brusende Rosanna,
Af Indfald kun mig byder
Et ubrugt Rim paa Anna!