Hvor lang og tung vi end skal Veien finde
Mod det, vor Attraa som Magnetens Naal
Er rettet mod og peger ud som Maal, —
Hvor stærkt vor Fremgang ligger os paa Sinde, —
Er ei vor Lykke dog at see det skinne
I Fjernhed, vinkende som Arnebaal
Fra Hjemmet, hvor som i en Velkomstskaal
Alverdens Fryd engang skal sammenrinde?
Det veed vi: mer og mer vor Phantasi
Har smykt hin Skaal og fyldt af Skjønt deri,
Jo mer vi stred for trinviis frem at vinde;
Og dog — hvad vente vi at føle ved,
Om vi engang faaer traadt vort sidste Fjed
Fra Dalens Skumring op til Lysets Tinde?