Hvor fjernt vi er fra Fredens lyse Rige, —
Vor Sjæl har ofte spurgt med Angst derom,
Kan ikke altid bie taalig from,
Naar fast dens Bølger sprænge deres Dige.
Og dog — om nogen Tid saa vidt vi kom,
At ei der om og i os førtes Krige,
At ei vi kjendte mere til at hige, —
Mon Sjælen ei med det sig følte tom?
Maa ikke altid her vi fremad gaae
Og have under Kamp et Maal at naae,
Om vi skal mærke Blodet i os rinde?
Mon ei ved den vi føle Hjertet slaae,
Hvor høit end Maalet dvæler i det Blaa,
Hvor lang og tung vi end skal Veien finde?