I Kamp med Baand, som hæmmer, Stof, som tynger,
Gaaer Livet hen; — men var det ikke saa,
At i vort Væsen gjemt de Strikker laa,
Der os til nu en gordisk Knude slynger?
Og denne Kamp, der til vor Selv sig klynger,
Just den vil evigt vare, — vil og maa,
Skal ikke selv med den vi plat forgaae
Som Vindpust, der i Æolsharpen synger.
Klang ikke bort vi som dens tomme Spil
Den Dag, vi saadan glemte, vi er til,
At Intet i os skulde overvindes?
Paa Vagt mod det, som aldrig jages bort,
Hvorved vi inderst føle Livet vort,
Vil Lykken naaes, vil Seierskransen bindes.