Om Seirens Roser Tornes Skov sig fletter
I hver en Dyst, som Skjæbnen har os sendt;
— Har i vort Liv vi større Glæde kjendt
En Seir i Kamp, hvorpaa vi Livet sætter?
Men straaler dog ei Lønnen, den forjætter,
Med høiest Glans, naar mest vor Kraft er spændt?
Og groer vel Glæden, hvor al Kamp er endt?
Er Hvilen sød, hvor aldrig Nogen trætter.
Kan det vel tænkes, vi engang slaae Leir
I evig Nyden af en sidste Seir
Med et Te Deum, som vi evigt synger?
Kan selv os lyste den Fuldkommenhed
Som Guder, der os aldrig mere veed
I Kamp med Baand, som hæmmer, Stof, som tynger?