Vil Lykken naaes, vil Seierskransen bindes
I Fredens Land og endnu dog i Strid,
Maa Seiren være vis til hver en Tid
Og Frygt for Faldet aldrig mere findes.
Men dog om Dybder i os vil vi mindes,
Som ærligt vi har forsket før med Flid,
Hvor ikke Grunden er som Sneen hvid,
Hvor bundne Tanker ligge gjemt — en Fjendes.
De sætter ikke Lykken mer paa Spil,
De løses ikke, men er evigt til,
Naturbestemte selv, som Solens Pletter,
Led i en Sammenhæng, der aldrig brast,
Saa lidt for Lyde fri, men dog saa fast
Som denne Krans, jeg binder af Sonetter.