Ernst von der Recke (1848–1933)

Behøves en Prolog, før Teppet atter

Gaaer op for Hostrups Muses lette Gang, —

Behøves Pegepind, før fuldt man fatter

Hans Latters sunde, evigfriske Klang?

Det gjør den knap. Hvad høist deri vi skatter,

Er kjendte Træk, er som en gammel Sang,

Hvis første Toner om vor Vugge løde

Fra første Gang, vi saae en Dag imøde.

Det er det danske Lunes vante Røst,

Hvis Bølgesang os gjennem Livet følger,

Der skvulper evigt, som vort Hav mod Kyst,

Og bliver evigt nyt som Havets Bølger, —

Der mellem Fortrin sikkert gjemmer Brøst

Og mellem Seilløb for os Grunde dølger,

Men som i Trængsel aldrig har os sveget

Og, ligt vort Hav, er fremfor Alt vort eget.

Nei, Ord som Tjenerfølge kræves neppe,

Hvor denne Muse ungdomskjæk gaaer frem,

Saalænge, som der ei hos os er Ebbe

I selve Havet, som er hendes Hjem.

Blot før vi atter løfte dette Teppe

For hendes Ansigt, som det har i Gjern,

Et andet Ord skal siges, — et, vi skylde,

Der ikke skal forklare, men skal hylde.

Halvhundred Aar hun saae som Perler glide

I Tidens endeløse Rosenkrans,

Mens selv hun strøede sine Perler hvide,

Hvergang hun svæved os forbi i Dans.

Halvhundredaarets Sol gaaer under Lide

Omslørt af Flammeskyer, med uvis Glans,

Og tunge Vindstød gjennem Luften suse;

Men lige lys staaer endnu Hostrups Muse.

Halvhundred Aar saae Herskerstjerner stige,

Seniorer voxed frem, Seniorer faldt;

Halvhundred Aar har rystet Land og Rige;

Men Kobbersmedens Hus staaer fast trods Alt.

Lad denne Tanke, før den brat maa vige

i For Smilets Magt, naar Digtren først har kaldt, —

Til Andagt stemme blot en Stund, en liden,

For det i Hostrups Smil, som trodser Tiden.