Ernst von der Recke (1848–1933)

Timerne skride, Livsdagen helder,

Lavt staaer dens Sol i straalende Skyer;

Ud over Vangen Aftenen vælder,

Lys som et fagert Eventyr.

Gamle, som selv har Tonerne kjære,

Du, som med dem har fyldt vort Sind,

Sang skal dig følge, Sang skal dig bære

Blidt imod Aftenfreden ind!

Du, som os gav dit ypperste Eie,

Gav os din Sjæl i Strengenes Klang,

Følg vore Tankers fladere Veie,

Hør vore Toner her engang!

Ikke med din omkap skal de klinge,

Ikke med Brag af Lur og Sværd;

Blot som en Luftning Bud skal de bringe,

Bud kun, at Venner er dig nær.

Stormen har lagt sig, Havet er roligt,

Skumringen staaer ved Himmelens Rand;

Frem af dens Kiming, mildt og fortroligt,

Dukker det lyse Aftenland.

Lyt i dit Loft, mens Høstsolen lægger

End om dit Tag sin gyldne Glans,

Tag som en Blomst den Sang, der dig vækker,

Gjem den med os i Minders Krans!