Nu blomstre Kvædens de sene Skud,
Og Rosen staar med sin Knop i Brud,
Og Rugen vil just sætte Kjerner;
Natten er stakket og Stjernerne dø;
Men Ildorme lyse langs Grøft og Sø
Som Skarer af faldne Stjerner.
Skoven og Krattet har tusind Skjul;
Fra hvert forkynder en kvidrende Fugl,
At Længselens Tid er omme;
Det fløiter fra Løvet, fra Søens Rør:
Nu falder Sommerens sidste Slør! —
Og jeg synes: Nu maa hun komme!
Deroppe, skjult i den tætte Bøg
Spotteren sidder, den brune Gjøg,
Og sin evige Vittighed bruger;
Spørger jeg, naar jeg faaer En at se,
Saa svarer den altid: Om to — og tre
— Og tyve — tusinde Uger!
Men ser jeg paa Marken i Solens Skin
Og paa Havens Mor og den blomstrende Lind
Og paa Rosenknoppen, din Søster,
Paa de lyse Skyer og paa Himlens Blaa,
Saa gjætte de alt, hvad jeg tænker paa,
Og saa faaer jeg et Svar, som trøster.
Det suser høit gjennem Skovens Hal,
Det risler tyst gjennem Bækkens Fald
Som tonende Sølverstrenge,
Det klinger som i en Septimaccord:
Giv Tid! Nu drage vi Tæppet bort,
Nu kan hun ei tøve længe!